Der var lavet et tæt pakket program for klasserne, da dagen startede med en gåtur kl. 8:15 fra skolen og ud til Munks Banke, hvor DN Vordingborg ventede med 4 forskellige stationer med forskellige opgaver.

Der skulle samles brombær til hjemmelavet syltetøj hos Anette, laves frøbomber og lerfigurer til opsætning på træerne hos Nina, børnene skulle se på blomster og insekter hos Lene og endelig skulle børnene se på livet i den store sø sammen med Per.

Børnene gik til opgaverne med energi, som blev mere kreativ som dagen gik. Især da enkelte fik en ide med at farve lerfigurerne med knuste brombær. Ja, som dagen gik kunne man se på børnene, at de var aktive i naturen, røde kinder, brombær på fingrene og ler på knæene.

Der blev spist lille mad og frokost, samt en syltetøjsbolle til hjemturen inden turen gik tilbage til skolen kl. 13.00. Undervejs skulle børnene kaste deres frøbomber ud over engene, så der kan komme flere smukke vilde blomster på Munks Banke.

DN Vordingborg ser frem til at kunne lave flere af disse oplevelsesture for børnene i Kulsbjerg Skole, Nyråd afdeling.

Søndag d. 6. sep. var der forældredag på Munks Banke, hvor børnene viste deres forældre rundt på Munks Banke. DN Vordingborg var hjælpeguider på dagen.

Der laves frøbomber, som består af lerpulver, jord og forskellige frø fra hjemmehørende planter. Der bruges lidt vand til at holde blandingen sammen. Det hele æltes med hænderne og der formes en lille bold af blandingen.

Frøbomben skal tørre og senere kastes ud på engene, så der kan komme nye blomster på engene.
Vandkikkerten, ketsjerne og sigterne blev brugt flittigt ved den store sø.