Samarbejdsmøde mellem Vordingborg Kommune og DN Vordingborg 13. juni 2023
Hverken Vordingborg Kommunes Naturafdeling eller DN Vordingborg havde før prøvet at køre et projekt, hvor penge fra statens VE-midler blev bevilliget gennem kommunens Grøn Pulje.Vi aftale derfor at mødes for at tale om, hvordan vi skulle gennemføre samarbejdet i praksis.
Stefan og Laurits fra Vordingborg Kommune mødtes i Langebæk med Ditte og Bo fra DN Vordingborg. Stemningen var høj fra starten. Begge parter var meget glade for, at det fælles projekt nu kunne blive til noget.
En væsentlig ting var ændret i forhold til vores ansøgning. Vi havde aftalt med kommunen, at den skulle stå som ejer af den grund, som DN ville bruge en stor del af projektpengene til at købe. Kommunen havde dog siden fundet ud af, at der i statens regler for anvendelse af de såkaldte VE-midler bl.a. stod, at kommunerne ikke måtte blive ejere af jord købt for disse midler. DN Vordingborg skulle derfor snarest muligt finde en anden part, som kunne stå som ejer. DN's Naturfond påtog sig heldigvis rollen som ejer, og ville dermed kunne udvidet den hidtidigere besiddelse, Munks Banke, med yderligere 5,3 ha.
På mødet talte vi desuden bl.a. om praktiske forhold vedrørende betaling for grunden, presseomtale af projektet, nødvendige myndighedstilladelser, arealtilskud osv.
Når de fornødne underskrifter er på plads, aftalte vi at holde et lille fejringsarrangement, men ikke før.