Høje Møn plejegrupper
I 2021 startede den første naturplejegruppe af frivillige seniorer på Høje Møn, - efter ønske fra flere deltagere på den årlige naturplejedag i Jydelejet.I efteråret 2022 var der så mange ønsker om at deltage, at der blev oprettet endnu en plejegruppe. Nu er der altså to grupper på hver 12 medlemmer.
Den første gruppe blev hurtigt en effektiv naturpleje-task-force, dels fordi Naturstyrelsen Storstrøm indvilgede i at gruppen ”forgreb” sig på Høje Møns mest sårbare natur, dels fordi der var (og fortsat er) mange plejeopgaver derude, hvor håndkraft er bedre end maskiner, og endelig – og ikke mindst – fordi DN Vordingborg lagde organisation til og fik søgt om finansiering til værktøj og andet grej. På den måde blev gruppen en del af DN Vordingborg.
Denne gruppe opererer primært i den sydlige del af Høje Møn og i Klinteskoven. Gruppen har haft stor succes med pleje af et areal med orkidéen Rød Skovlilje. Ved at skabe lys til skovbunden, blev der i 2023 fundet ca. 50 individer (over jorden), hvor der ingen var set i 2022.
Den anden gruppe plejer primært natur i Jydelejet, hvor det ikke kun er den sjældne orkidé Horndrager, der nyder godt af indsatsen, men hele den særlige flora, der kendetegner de flotte overdrev på Høje Møns kridt-bakker.
De aktive seniorer er glade for at yde en værdifuld indsats i noget af Danmarks smukkeste natur. Og de hygger sig sammen, bl.a. ved at spise bålmad sammen midt på dagen.
Har du lyst til at deltage kan du kontakte vores frivilligkoordinator Ditte Lautrup-Larsen, se mailadresse under https://vordingborg.dn.dk/om-os/bestyrelsen/