Nyhed

Biogasanlæg i Køng vil være dårligt for miljøet, være til gene for beboerne og koste skatteyderne penge til alt for dyr energi!

Jamen Biogas er da grøn energi og godt for miljøet, er det ikke? Det korte svar er NEJ! Her forklares, hvorfor det ikke er så grønt, som det lyder.

Når gylle og affald afgasses, forsvinder kvælstoffet ikke med gasen. Den bliver tilbage i restproduktet, der skal spredes på markerne. Gylle transporteres langvejs fra, men det er dyrt at transportere restproduktet lige så langt som gyllen.  Der sker derfor en ophobning af kvælstof nær biogasanlægget, som i Vordingborg Kommune skal ligge klos op ad Køng Mose, der har stort naturgenopretningspotentiale.

Det samlede høringssvar: Læs mere!

Havene stiger og lavbundsområderne synker, når tørvejorden omsættes på grund af dræningen.  Andre steder kan det ikke længere betale sig at dyrke lavbundsområder. De er derfor atter blevet sat under vand og blevet naturområder.  Hvor godt er det så, at man har tilført store mængder gødning til mosen?  Ikke særligt. Det bliver i hvert fald svært at lave fin natur af overgødskede arealer, når det ikke længere kan betale sig at dyrke jorden.

Der er allerede for lidt gylle til at drive de planlagte biogasanlæg, og det vil derfor betyde, at der er behov for at have flere svin også i fremtiden.

Med placeringen af biogasanlægget i Køng Mose, vil der være 12 km til hovedgasledningen. Det vil derfor koste ligeså meget CO2 at pumpe gassen fra Køng Mose over til hovedgasledningen, som det vil koste at transportere gyllen med hundredvis af lastbiler til anlægget hver dag. Over halvdelen af materialet til produktionen skal komme fra Lolland-Falster, så hvorfor ikke lægge anlægget tættere på kilden?

Samfundsøkonomisk bliver det en meget dyr form for energi. DN har bedt om, at der blev lavet beregninger over de samfundsøkonomiske konsekvenser, men i det udarbejdede materiale er der ingen beregninger over de negative konsekvenser, kun det sædvanlige om, at der kommer (nogle få ) arbejdspladser. Vi undrer os i DN over, at man, når man har iværksat en idéfase, vælger slet ikke at tage de udmærkede forslag, der kommer ind, til efterretning.

Det viser sig, at tilskuddet til biogas er højere end hele produktionsprisen for energi fra sol eller vind.

Regeringen har sat penge af til grøn energi. I øjeblikket bliver hver fjerde krone brugt på biogasanlæg til skade for miljøet og med en meget høj energipris til følge. Selv om biogasanlæggene modtager en fjerdedel af støtten, producerer de nemlig kun en tiendedel af den vedvarende energi.

Ville det ikke være på sin plads, om politikerne tænkte sig om, inden de spenderer over 100 mio. kroner på øget lastvognstrafik, overordentlig dyr energi, kvælstofbelastning af lavbundsområder, dårligt C02 regnskab, fremtidigt behov for stor svineproduktion og alt i alt en skjult landbrugsstøtte, der i hvert fald ikke kommer borgerne til gavn.

 

Martin Vestergaard

Formand for DN Vordingborg