DN takker for Vordingborg kommunes hidtidige indsats på natur- og miljøområdet og ser frem til et fortsat konstruktivt samarbejde. Vi har bl.a. fokus på at bidrage til, at borgerne i Vordingborg Kommune får kendskab og ejerskab til naturen. Vi arrangerer derfor løbende en række offentlige ture, ofte i samarbejde med Vordingborg Kommunes naturvejledere, som vi er glade for at samarbejde med. Vi håber derfor, at Vordingborg Kommune fortsat vil prioritere dette område.

Vi oplever dog et stigende pres på udnyttelsen af vores kyster. Det er særligt kommet til udtryk på planområdet, her oplever vi manglende prioriteringer og borgerinddragelse i forhold til at sikre natur- og miljø. Senest ved etablering af ny gødningsterminal på Vordingborg havn og Vordingborg kommunes støtte til etablering af ferieboliger i Natura 2000 område ved Bogødæmningen. Vi vil i det kommende år arbejde for, at sikre en bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget og overholdelse af internationale forpligtelser.

Med den seneste landbrugspakke har regeringen samtidigt sat oprensning af vandløbende og øget gødskning på dagsordenen. Landbrugspakken er baseret på, at en række frivillige virkemidler skal afbøde de negative virkninger af lempelserne på kvælstofkvoter og fjernelse af randzoner. Vi vil derfor fortsat have opmærksomhed på dette område. I forhold til ovenstående ser vi lokalt en række potentialer i Fishing Zealand projektet og biosfære projektet på Møn. Projekterne kan være med til at understøtte en bæredygtig turisme og udvikling af lokalproduktion af højværdiprodukter med mulighed for at motivere til nye frivillige naturtiltag. Begge projekter sætter produktion og benyttelsen af naturen ind i en bæredygtig kontekst.  Vi ser derfor frem til at bidrage konstruktivt til begge projekter, hvor vi vil her have fokus på at sikre balance mellem benyttelse og beskyttelse og samtidigt arbejde for at skabe ny natur, så der i fremtiden bliver et endnu bedre grundlag for naturoplevelser og naturturisme i Vordingborg kommune.