Ved et besøg ved Jordbassinerne på denne første efterårsdag viste området sig fra sin bedste side. I det lune solskinsvejr fløj flere arter af sommerfugle rundt mellem de mange blomster. Buskene stod med frugter, hvilket fuglene får stor glæde af i løbet af efteråret: Drosler, Silkehaler m.fl. I baggrund sås den gamle silo fra sukkerfabrikken.

I vinterhalvåret kan man se et meget stort antal ænder ligge i bassinerne om dagen. De fleste er Troldænder, som hviler sikkert her om dagen, for så om natten at flyve ud og dykke ned efter føde i form af muslinger og andre bunddyr.

Området er et besøg værd på alle årstider, hvad både lokale og tilrejsende benytter sig af.